”Skals Efterskole har fået nyt logo. Logoet symboliserer skolens globale værdigrundlag, og at vi naturligvis mener at vi er en skole i verdensklasse” siger skolens bestyrelsesformand Jens Lykke, der sammen med den øvrige bestyrelse og skolens mange dygtige medarbejdere netop har præsenteret skolens årsregnskab på Generalforsamlingen med et overskud på godt 1,8 mill. Kr. i 2018.

”Vi kommer ikke sovende til det resultat” supplerer skolens forstander Nikolai Terp, der er leder for en skole med en årlig omsætning i nærheden af 30 mill. Kr. Skolen har i dette skoleår plads til i alt 160 unge, heraf enkelte udenlandske elever. Netop det internationale er skolens adelsmærke, hvilket praktiseres gennem udvekslinger i bl.a. Afrika, Asien og Europa, samt en veludbygget Cambridgelinie og en International projektklasse.

Skals Efterskole er en synlig arbejdsplads i lokalområdet, og eleverne bidrager som et synligt element i hverdagslivet i byen. Skolen forsøger hele tiden at opgradere de fysiske rammer, og har for nylig bl.a. renoveret spisesalen. Desuden er der lavet aftale med Viborg Kommune om at overtage den nærtliggende børnehave, idet der på sigt skal bygges en helt ny daginstitution i byen. ”Det giver os mulighed for at udvikle bedre faglokaler således at eleverne får endnu flere valgmuligheder på fagpaletten” understreger forstanderen.

Skals efterskole er en blandt ca. 250 efterskole fordelt over landet. Skoleformen har for alvor bidt sig fast og omkring 30.000 unge bruger et år af deres liv på samvær og faglig udvikling med jævnaldrende i 9. eller 10.klasse.

”Det er ingen selvfølgelighed, at vi har så flot et skoletilbud i Danmark, og det skal vi værne om” påpeger Jens Lykke. ”Efterskoler er afhængig af et engageret og levende bagland, og synlighed i lokalsamfundet. Derfor bruger vi løbende kræfter på at få flere medlemmer af vores skolekreds, bl.a. hos tidligere forældre og elever, men også gerne  Skals og omegn”. 

Skolens nuværende bestyrelse består af 7 medlemmer, samt 2 suppleanter, der ligeværdigt deltager i bestyrelsesarbejdet. På den netop afholdte Generalforsamling indtrådte Klaus Edal, Skals i bestyrelsen som afløser for den mangeårige formand Niels Svith, Bjerring. Desuden blev Britta Thun-Pedersen, Ry nyvalgt som suppleant. Næstformand Jens Allan Busch, Kibæk og Marianne Jacobsen, Skive blev genvalgt. Desuden består bestyrelsen af Jane Krogh, Mønsted, Sinne Pedersen, Aalborg, Elo Nielsen, Skals og Formanden Jens Lykke, Hobro. Svend Aage Nedergaard, Skals er suppleant.
 
Nærmere informationer:
• Skolens Formand: Jens Lykke, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. – 29231818
• Skolens Forstander: Nikolai Terp, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. - 25219842